1. |
ForOrd
02:43
|
|||
ForOrd
Vi løfter vore glas med rolig hånd
For hver en slave, prinsesse og ukronede konge
For de modige kujoner der turde at komme
Og skjulte bånd der vendte både bulen og skuden om
Vi skåler højt for de håbefulde drømme
I håb om indhold når vi er fulde og tomme
Vi Løfter for løfter og det der burde komme
Og tøser og spøgelser båden ikke ka styre udenom
Nogen tager det let imens andre tager sig sammen
Nogen siger vi er i mål andre at rejsen er startet
Vi smider de varme minder ind i pejsens flamme
Og finder de gamle billeder frem når vi mangler brænde
Vi samler os sammen til vi sammen er samlet
En sammenbidt forsamling forseglede fremmede
Med følelserne uden på tøjet i en verden på vrangen
Frygt ik spøgelserne - det her er deres sange
|
||||
2. |
Anne Bonnys Sang
02:52
|
|||
Hun vinkede fra molen i en nedringet kjole
En elegant lille tøjte med diamanter i øjnene
der blinkede i solen det sitrede i blodet
ingen ville ha troede det der kom liv i hele skuden
Der var mystik hvor hun boede skelletter i kommoden
monstre under sengen og tyvekoster gemt i rodet
Alt vendte’ på hovedet hun satte sin spor
ka’ stadig mærk hende om bord det sandt hvert et ord
propper blev trukket op om kap med sagnene
vi kom krybende og kravlende mens skyggerne blev lange
vi gik lige til kanten og kiggede dybt i flasken
Vi havde ligene i lasten hun havde sin i bagagen
Urerne standsede - hundene halsede
da hun pludselig dansede til jublen fra massen
det ruskede i masten vinden tudede i natten
jeg ville ønske jeg vidst hvad hun skjulte bag masken
Hun tog af sted
Hun kommer ik igen
Forlod sit hjem – og vi tog med
Vi tog hende med
Til der hvor hun ville’ hen
Mod verdens ende – vi tog af sted
Hvor blev hun af
Hvor tog hun hen
Kommer hun tilbage
Eller fandt hun hjem
Hun endte med at dele sin seng med mig
her endevendte vi livet og de glemte gemmer
de usendte breve til de ukendte pennevenner
udsendt på havet velvidende om enden venter
hun viste mig sin triste forliste fortid
forviste mig om at tiden sommetider står stille
at livet det er kort en test et kortspil
så hun ku bedst lide sex uden for meget forspil
hun ævlede om de skæbner vi vælger og ændrer
om mennesker der elsker stjæler og kæntrer
om nætter der fængsler og fælles for os begge
Peter Pan syndromet vi nægtede at blive ældre
Strandet på Bølgerne som følger af flugten
Der var følelser i luften men jeg forsøgt at slukke dem
noget var suspekt noget hun ik kunne glemme
Og en nat var hun væk og vi så hende ik igen
Hun tog af sted
Hun kommer ik igen
Forlod sit hjem – og vi tog med
Vi tog hende med
Til der hvor hun ville’ hen
Mod verdens ende – vi tog af sted
|
||||
3. |
Digterens Sidste Sang
04:34
|
|||
Der er folk vi ikke har mødt
Som vi har kendt hele livet
Der er blod der ikke er blødt
og sjældent heltemod vi tager for givet
Der er slag der ikke er slået
Og skatte der ikke er fundet
Der er dage der ikke er gået
Og mindeværdige nætter der længe er forsvundet
Der er tro håb og lidt kærlighed
Til salg for vi har mangel på samme og
Der er ikke længere brug for ærlighed
Så længe vi lyver om det samme - sammen
der er verdner og stjerner at opdage
og hjerter der smelter i morgendagen
Og der er stadig magi vi frit kan falde i
Blandt de talrige piger vi falder for overfladisk
Åben og elsket lukket og frygtet
Med hjertet på vægten mærkes hullet i brystet
forhåbentlig ser man lyset som månen passere
for da må være mere…
Jeg har levet før
så elsk mig til jeg dør
Der er drømme vi ikke får finger i
og verdner der forbliver urørte
Der er tomhed med alting Inden i
Og rygter om lys for enden af mørket
Der er slag der ikke bliver vundet
skatte der burde bliver på bunden
og dage der burde blive glemt og afrundet
Længe før nætterne tør gøre krav på dem
Der er sorger frygt og dårligdom
man kan aldrig sove trygt uden en at holde om
Der er drager dæmoner krakilske krager
fantaster og laster - Se fantastiske farver
og Træernes grene danser
Mens himlen den famler og falder omkring mig
Vifter med hvide flag rasler med sabler
Leder efter et vindersæde blandt de andre taber’
stamkroer langborde blide kys levende lys
på sporet af noget smukt men også meningsløst
bare noget flygtigt helst ikke uendeligt
for ender jeg lykkelig bliver digterens endelige
Jeg har levet før
så elsk mig til jeg dør
Når en vej bliver oplyst
Når en bøn bliver hørt
Når en drøm bliver opfyldt
Er der en digter der dør
For hver en værdig tanke
For hver en åben dør
For hvert et hjerte samlet
Er der en digter der dør
Er der en digter der dør
|
||||
4. |
NatteRavnens Sang
03:57
|
|||
Natten den sort den kan passende camouflere vore vinger
Så Græd ik hvis verden og hjertet en morgen bare er væk
Vi svæver blandt stjernerne, vi natteravne stjæler alt der skinner
Så græd ik hvis månen og båden en nat bare er væk
Befri Mig
Befri mig fra mit fangeskab
Bedrag mig
Bedrag mig ta dit kvælertag
Betvivl mig
Betvivl mig indtil næste dag
Burde vi blive til noget før tiden er gået
Burde vi bede om nåde eller en ledetråd
Blev vi misforståede lå det ik blodet
mistede vi modet nu vi ikke var de gode
burde vi binde knuder te os som guder
være bevingede skulder når englene tuder
ik snige os udenom eller gi op på forhånd
der er nok om buddet men vi har ingen at holde om
livet er omsonst - vildt og voldsomt
stridig koldfront – magi og trolddom
opslidende minder myter og løgne
tryllebindende kvinder der kan myrde dig med øjnene
hør vore varsler - kæderne rasler
vi hærger og raser - så længe der er kræfter
fugleskræmsler med fuldemands remser
der uden anker sejler ud for at forandre
bader i hadet hænger os i lykken
På stræder og gader hvor vi deler vores bytte
Vi har alle en fjer på, galende i natten
Først når sækken den er fuld falder vi til patten
vi tvinges ned i søllet af tjald og savn
de levende de døende de forladte havne
altid søgende fra vores plads i baren
saluter hinanden vi er Natteravne
vi saluter hinanden vi er Natteravne
Befri Mig
Befri mig fra mit fangeskab
Bedrag mig
Bedrag mig ta dit kvælertag
Betvivl mig
Betvivl mig indtil næste dag
Vi er mænd af mænd
endevender verden Igen igen
tæller alle stjerner og gemmer dem
har i hjerter af guld så stjæler vi dem
Vi er mænd af mænd
endevender verden Igen igen
tæller alle stjerner og gemmer dem
Luk Jeres øjne ellers så stjæler vi dem
|
||||
5. |
FuldMånens Sang
04:18
|
|||
Hvordan skal jeg forklare det alle er parate
Vi klar til at dans djævelsk uartig
Snupper et par skarpe fulgt af et par til
ren karate Det skal sateme sparke
Svinger vore træben trods alle er trætte
kæmper for retten til at party - en garde’
alle er gamle forfaldet er startet
Man skal ik nå toppen for at falde ned af bakken
når hele flokken er samlet på prammen
Og hippiehoppen larmer på havnen
Når spritten poppes og madammen har charme
Siger vi fuck det og giver den hele armen
Vi danser moderne til vi knap kan kravle
En spraglet kerne der renvasker tavlen
Havets bastarder så fandens smarte
Vi er kantet og pralende så satans aparte
Gid at i nat var for evigt
gid at båden ik ka finde sin havn
Vi drikker vi danser med sirener
Og er slaver af deres symfoni
Gid at i nat var for evigt
Gid vi aldrig skulle græde godnat
Hvordan skal jeg sige det alle på skibet
Er kommet for at dans for fanden jeg ka lide det
Har laster af sprit med så standser du beatet
Danser vi videre ren Pantomime
Putter ganja i piben og sanser i rimene
Fester og pjækker for sandhedens time
Vi kysser med Fortuna og knalder med livet
vi nyder det er en god dag uden at tage den for givet
holder jernet i ilden og flaskerne iltet
vi er pjattet og stive for det fansene er vilde med
og i nat er for evigt vi er danse maskine
til vi falder på stribe som i splatterfilmene
der er kant på lyrikken rap i replikken
der er sø-orgels balkan og Jazz på musikken
gå ik galt i trafikken vi passer butikken
stadig SørøverBlues stadig satans unikke
Gid at i nat var for evigt
Ja gid at båden ik ka finde sin havn
Vi drikker vi danser med sirener
Vi er slaver af deres symfoni
Gid at i nat var for evigt
Gid vi aldrig skulle græde godnat
|
||||
6. |
KlageSangen
05:31
|
|||
Intet er for evigt for så vil ingenting give mening
Men i nat erklærer jeg mig stensikkert delvist uenig
Men siger det ikke højt – Han siger det ikke højt
Vi Ligger nøgne i hængekøjen begge med bind for øjnene
Fører os frem føler os frem - ser os blindt på løgnene
Jeg har så fandens meget på hjertet men jeg siger knap det tilladte
jeg skriger men nøjes med det du giver bare jeg har til hele natten
Og Roserne visner som de rolige strofer hviskes
har brug for din ro ved roret mens jeg selv ror som en pisket
Sig hvad jeg vil høre – sig hvad han vil høre
Det piner mig jeg skal gå siger det nok skal gå tiden er gået
Gulvet knirker nu er der en engel mere i stuen - så sig’ da noget
Pengene passer blikket matcher mine nylige tomme lommer
og dine kolde skulder gir bare endnu mere lyst til at holde om dig
og skrive sange om dig om os før ordene bliver glemt
Når alt kommer til alt vil jeg såmænd sikkert have gjort det igen
…. Stilheden siger det hele’
Jeg kysser hendes pande går skammens gang med løftet pande
Følelserne er blandet føler jeg spøgelse på vej mod døde vande
Hun kunne fange mig hvor ingen kunne finde mig
tryllebinde mig flyve som Karlson
Der er ingen som hende bare bind mig kram mig Knep mig Langsomt
Jeg er Fanget på havet badet i mørket langt fra og by og land
Alle sange er skrevet men skribler stadig fortørnet med min blyant
Har du mon hørt min sang – har hun mon hørt hans sang
Har skrevet et utal af kærestebreve men har kun sendt dig nogen få
Endt dem alle med ’din for evigt’ uden respons hvad venter du på
Du må da forstå du er den eneste jeg vil holde i hånden nævn din pris jeg har penge nok til din englekrop om det så koster drømme
Jeg er et monster indrømmet en slave af skøger og sprit
Så måske hørte du mig ikke var jeg bare et spøgelse for dit forførende blik
Hørte du ikke mine ord – hørte du ikke hans ord
Uret tikker i krokodillen nålen triller i vinylens rillen
Mens Månen stiger med promilen klar med hån til håbet på papiret
Prøver at overdøve og drukne dig med kolde øl og rundesang
med øretæver og bål og brand men det føles som jordens undergang
Så mens Chancer og lanterner brænder mens verdner forandres
Takker jeg af og tager til takke med mindre end hvad hjertet forlanger
Det sidste ord er sagt og den sidste bro er brændt
Kampfuld går jeg planken ud men du ænser mig ikke
et skamfuld dødforelsket gespenst men du elsker mig ikke
men jeg benægter det mest for ikke falde sammen
men tænder kun på dig tænker kun på dig
mon du kan høre mine klagesange
|
||||
7. |
Den Kloge Kones Sang
04:14
|
|||
De drog ud med høtyve og fakler
under den mørkeste himmel blandt de mørkes kræfter
Ledt af de ældste de rigeste
alle Fægtende med Bibler og skrifter fra højere magter
De vandrede over bjerge og bakker Frygtløse stakler
med krigsmalede kinder og catchy’ kampråb
Med frygten printet i ansigtet
og en fortvivlede tåre i øjenkrogen
Og hun vidste de kom længe før de selv gjorde det
Hun ventede dem ved porten
i sin nyeste sko og sin dyreste kjole - Den kloge kone
der boede i en hytte bag hybenbuskenes torne
De tog hende de trynede de slog hende
de slæbt hende igennem gaderne og totur
igennem lyn og torden
De smed hende i tårnet de kastede hende hullet
til hun til sidst krøb korset og så kastede de hende på bålet
1-2-3-4
Hun var
splitter nøgen da hun indtog bordet
tog en smøg hun tog mig på låret tog mig på ordet
hun havde
vinden i håret og en flaske i forret
ikke på jagt efter frelse og hun prædikede til koret
samvittigheden var sort løgnene hvide
med blodige spor fra mordene hendes øjne havde vidnet
hun havde
højnede målet langt højere end livet
og blev tøjret til bålet som vi var tøjret til skibet
hun ville
kys på munden hun ville følges til bunden
hun ville danse til det bliver lyst i lyset fra månen
og spejl sig i glasset og spøgelserne i rummet
født med et hjerte af guld ik nogen sølvske i munden
man blev
tryllebundet af hendes varme og smil
og de resterende gnister i de udbrændte pupiller
så legenden lever forsøg ik at stoppe den
for vi lever til vi dør og de der tør går igen og igen
Ik så langt fra båden
kom hun frem fra tågen
mod de skarpe våben
med sin sang om månen
Hun blev fanget og bundet
Til de brændt hende på bålet
og nu er flammen slukket
men sangen blev sunget
|
||||
8. |
EfterOrd
01:31
|
Dødssejleren Copenhagen, Denmark
Der er garanti for, at bølgerne står højt, når Simon Solem, Fyrsten og Christian Coppola samlet går på scenen som Dødssejleren – et sørøverbluesband, som aldrig tidligere hørt på den danske musikscene. Scenen er sat fra første lydbillede når Dødssejleren sætter sejl. Der er dømt sørøverblues. Et sammenkog af balkan, folkeviser, blues, hiphop, beat og jazz. ... more
Streaming and Download help
If you like Dødssejleren, you may also like:
Bandcamp Daily your guide to the world of Bandcamp